DR-journalister spåede om nytårstale de havde læst
Inden statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tonede frem på skærmen 1. januar klokken 19.15 og holdt sin nytårstale, sad flere af Danmarks Radios journalister på direkte tv og gættede på, hvad statsministeren ville fokusere på i sin tale.
Men talen var optaget to dage forinden, og allerede 1. januar om formiddagen fik journalisterne på Christiansborg tilsendt den klausulerede tale.
Alligevel sad journalisterne og lod som om, de gættede på talens indhold. Det skriver jyllandsposten.dk.
DR1 sendte i timen op til nytårstalen en optakt med værterne Klaus Bundgård Povlsen og Ask Rostrup.
Her kunne seerne blandt andet høre Ask Rostrup sige:
- Jeg vil tro, at vi kommer til at høre meget om den økonomiske krise.
Kollegaen Klaus Bundgård Povlsen sagde senere:
- Det (nytårstalen, red.) er jo også en chance for at markere sig konkret med noget voldsomt og overraskende. Men det forventer vi ikke rigtigt.
Men journalisterne kendte altså allerede statsministerens tale ordret, erkender Ask Rostrup.
- Det bliver lidt et stykke teater, for vi ved noget, men vi må ikke sige, hvad vi ved, siger han til jyllandsposten.dk.
Skuespillet sker ifølge Ask Rostrup af hensyn til seerne.
- For nogle år siden sagde vi til seerne, at vi havde læst talen. Men det virker uforståeligt for de fleste, at vi nævner det, når vi ikke fortæller, hvad vi ved, fordi den er klausuleret.
- Det er en besynderlig formidlingsform, hvor man så skal ud og fortælle om klausuler, siger Ask Rostrup, som helst er fri for at lave politisk optakt til nytårstalen.
Også på DR Update blev der gættet flittigt på statsministerens budskaber, da politisk analytiker Jens Ringberg talte om sine forventninger til talen.
- Sidste år sagde hun ordet solidaritet tre gange. Det er også et ord, tror jeg, eller det er også et ord, som præger tankegangen i denne her nytårstale, sagde Ringberg.
Og han fik ret. Thorning sagde solidarisk to gange. Men Ringberg havde også læst talen på forhånd.
- Jeg vidste godt, hvad hun ville sige, så det er noget pjat at bruge udtrykket tror. Det var en fejl af mig, og det vil jeg gerne beklage, siger Jens Ringberg til jyllandsposten.dk.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned