DR viser film om Løkke som familiefar

Den danske befolkning får et hidtil uset indblik i, hvordan statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) får jobbet som Danmarks mest magtfulde mand og familiefar til at hænge, når DR2 mandag sender en film om Løkke.

Men professor Kasper Møller Hansen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet kritiserer over for metroXpress, at DR giver statsministeren en halv time til at vise den menneskelige side af sig selv.

- Man kan med en vis ret spørge, om ikke Helle Thorning-Schmidt, Pia Kjærsgaard og de andre partiledere også burde tildeles en halv time i den bedste sendetid, for den type programmer hjælper en politiker med at komme i øjenhøjde med vælgerne.

- Det er ikke kritisk journalistik, og hvis valget var udskrevet, ville DR formentlig ikke have sendt filmen, siger han til avisen.

Arne Notkin, der er kanalchef på DR2, kan ikke se problemet.

Vi kan ikke agere, som om valget var udskrevet, for så ville vi med lige så stor ret kunne kritiseres for at tilbageholde programmet af politiske årsager. Derfor kan vi ikke lade politiske vurderinger indgå i vores redaktionelle prioriteringer.

- Blev valget udskrevet i morgen, ville vi gennemgå sendeplanen med en tættekam og overveje, om programmet skulle sendes. Så bevæger man sig ind i en anden politisk fase, siger han til metroXpress.

DR2 sender programmet mandag aften. DR oplyser selv i sin programomtale, at udsendelsen hverken handler om efterløn eller økonomistyring, men om dagligdagen i familien Rasmussen.

/ritzau/

Professor kritiserer, at DR viser film om mennesket bag statsministeren samtidig med, at valget nærmer sig.

Offentliggjort Sidst opdateret