Der venter et "afgørende møde" om den danske mission i Libyen, når regeringen og partierne bag indsatsen mødes i næste uge.
Det siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen, efter at libyske oprørere formentlig har dræbt deres egen øverste militære leder.
- Der er meget, meget foruroligende tegn på, at vi kan blive aktive i en regulær borgerkrig i Libyen, siger Søren Espersen.
Det er blandt andet drabet i sidste uge på militærchefen for Libyens oprørsstyrker, general Abdel Fattah Younes, i oprørernes hovedby Bengazi, der giver anledning til uro.
Generalen blev ifølge de foreløbige oplysninger dræbt af sine egne oprørere, da han i Benghazi skulle rapportere om situationen på fronten. Han var kaldt til Benghazi efter ordre fra Libyens Nationale Overgangsråd (TNC), der udgør oprørernes øverste ledelse.
Søren Espersen var selv deltager på turen, da udenrigsminister Lene Espersen (K) i juni formelt anerkendte TNC som "den eneste legitime repræsentant for det libyske folk" i overgangsfasen frem mod et frit og demokratisk Libyen.
Men DF tvivler på oprørernes reelle intentioner.
- Vi må konstatere, at rådet er en broget forsamling, og vi aner ikke, hvad der kommer ud af det, hvis de får magten i Libyen.
- Vi ved ikke, om det bliver en anden ny stærk mand eller fraktion, der står frem og overtager lederskabet, eller om det bliver religiøse grupper, siger Søren Espersen.
Han er også stærkt bekymret over, at Danmark nu har brugt over 200 millioner kroner alene på de bomber, som de danske kampfly kaster over Libyen. Det sker samtidig med, at søværnet ikke har råd til fuldt ud at bemande og udruste tre dyrt indkøbte fregatter.
- Vi er ikke dem, der løber af gårde. Men hvis vi kan se frem til store udgifter, som vil gå ud over det hjemlige forsvar, og vi samtidig er ved at engagere os i en borgerkrig, så ser vi på det med stor alvor, siger Søren Espersen.
Han understreger, at DF vil søge en løsning med regeringen og de øvrige partier bag missionen, når man mødes i næste uge.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker