DSB får 780 millioner kroner til indkøb af nye tog

Foto: Arkivfoto

De mange dobbeltdækkertog, som har kørt i mange år på Sydbanen som lejede tog bliver nu købt af DSB.

Offentliggjort Sidst opdateret

Togpassagererne på Sjælland og Lolland-Falster skal også fremover transporteres med dobbeltdækkervogne på vej til og fra arbejde.

Regeringen, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten har indgået en aftale om at lade DSB bruge 780 millioner kroner på at købe 67 dobbeltdækkervogne, som i dag er hentet ind på en lejekontrakt, og som derfor skulle tilbageleveres fra 2016.

Dobbeltdækkervognene bruges primært i den sjællandske regional- og pendlertrafik.

Indkøbet af dobbeltdækkervognene skal gøre togtrafikken mindre afhængig af IC4-togene, siger transportminister Magnus Heunicke (S).

- Med aftalen undgår vi en situation, hvor vi skulle satse på, at IC4-togene pludselig ville køre problemfrit for at kunne dække det fremtidige pladsbehov, siger Heunicke i en pressemeddelelse.

Den oprindelige plan var ellers, at IC4-togene skulle indsættes i landsdelstrafikken, og at de IC3-tog, der i dag kører mellem landets store byer, i stedet kunne indsættes i den østdanske lokaltrafik, så dobbeltdækkervognene var overflødige.

Pengene til de 67 dobbeltdækkervogne kommer fra en pulje på 1,2 milliarder kroner, der er afsat til indkøb af el-tog.

Forligspartierne er samtidig enige om at reservere de sidste 420 millioner kroner i puljen til indkøb af el-lokomotiver.