Duel: Thorning og Løkke lagde arm om økonomi

Hvordan kommer vi ud af krisen, og hvor skal pengene komme fra? Det var det helt store spørgsmål, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt (S) fredag aften mødtes i en tv-duel.

Mødet var den første konfrontation mellem statsministerkandidaterne, efter der fredag formiddag blev udskrevet folketingsvalg.

- Vi er gået i stå. Vi har minusvækst, en kæmpe gæld, og vi har en regering, som ikke ved, hvad de skal gøre ved det, lød anklagen fra Helle Thorning-Schmidt.

Hun fremhævede flere gange det netop fremlagte finanslovsforslag, som varsler et underskud på 84,5 milliarder kroner næste år.

- Det underskud, vi har nu, er et spejlbillede på det, vi gjorde under krisen, svarede Lars Løkke Rasmussen.

- Før krisen var al gæld afviklet, og derfor kunne vi tage en række initiativer, som gør, at vi selv her under krisen har en arbejdsløshed, som er lavere, end vi på noget tidspunkt havde, da vi sidst havde en socialdemokratisk regering, påpegede statsministeren.

Mens Helle Thorning-Schmidt hæftede sig ved den nuværende gældsætning af den danske stat, anklagede Lars Løkke Rasmussen S og SF's økonomiske plan for at skabe ny gæld.

- Den plan er bundet til 12 minutter, som vi ikke kan få noget svar på, hvad betyder, konstaterede statsministeren.

- Skal man aflevere sin sjette ferieuge? Skal deltidsansatte tvinges på fuld tid?, spurgte Lars Løkke Rasmussen.

Oppositionslederen holdt dog fast i sin plan.

- Jeg kan love, at vi finder 15 milliarder, og vi gør det sammen med arbejdsmarkedets parter. De har sagt klokkeklart, at de frem for Løkkes forringelser hellere vil arbejde en time mere om ugen, fortalte Helle Thorning-Schmidt.

Hun mener til gengæld ikke, at regeringens plan om at forkorte efterlønnen var ensbetydende med sikre indtægter.

- Kan vi være sikre på, at de folk, der i dag får efterløn, ikke ender på førtidspension i stedet for? For så er der ikke nogen penge i det, lød kritikken fra oppositionslederen.

I den efterfølgende partilederrunde på DR var det igen økonomi, der sammen med sundhed tog dagsordenen.

Her gjorde højrefløjen et stort nummer ud af brugerbetaling og efterlønsreformen, hvor De Radikales holdning adskiller sig fra S og SF.

- I er enige om nogle miljøspørgsmål og ikke ret meget andet, påpegede Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.

/ritzau/

Danmarks gæld var det helt store tema i statsministerkandidaternes første duel efter valgudskrivelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret