Efter dagpengestop: Hver fjerde kommer i arbejde
- Det er et bedrøveligt lavt tal. Beskæftigelsesandelen er ringere end før reform, siger a-kasse-direktør.
Knap 48.000 arbejdsløse har nu mistet retten til dagpenge, siden de strammere dagpengeregler trådte i kraft i 2013. 13.000 af dem, eller mere end hver fjerde, er kommet i arbejde.
Det viser en ny opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering over den aktuelle forsørgelsesstatus for ledige, der har opbrugt retten til dagpenge fra januar 2013 til oktober 2014, skriver Avisen.dk.
Ifølge Verner Sand Kirk, der er direktør for A-Kassernes Samvirke, gennemhuller de nye tal teorien om, at flere kommer i arbejde, hvis bare man presser dem hårdere.
- Det er et bedrøveligt lavt tal. Beskæftigelsesandelen er ringere end før dagpengereformen. Før stramningerne var der kun et par tusinde, som ikke kom i job før udløbet af dagpenge, siger han til Avisen.dk.
Sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti vedtog den tidligere borgerlige regering i 2010 en halvering af dagpengeperioden fra fire til to år samt en fordobling af genoptjeningsretten.
35.000 af de ledige, som er faldet for den forkortede dagpengeperiode, er ikke kommet i arbejde.
De fleste er havnet på enten kontanthjælp eller den såkaldte arbejdsmarkedsydelse, mens 4700 personer nu står helt uden job eller nogen form for offentlig forsørgelse.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Ole Hækkerup, er enig i, at kortere dagpengeperiode ikke presser flere i arbejde.
Han glæder sig dog over, at 22 procent af de udfaldsramte er blevet "samlet op" af den særlige arbejdsmarkedsydelse.
Regeringen har erkendt, at de midlertidige ekstra ydelser ikke løser problemet og har derfor nedsat en dagpengekommission, som skal bane vej for en ny reform.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned