Efter falske videoer af statsministeren stiller partier krav til aftale
Peter Kofod (DF) mener, at man skal deklarere, når man bruger kunstig intelligens. Ligesom partiet selv gjorde i sin video med Mette Frederiksen (S), hvor hun - ved hjælp af kunstig intelligens - siger, at regeringen også vil afskaffe pinsen, påsken og julen. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Folketingets ledelse ønsker frivillig aftale om brug af kunstig intelligens. To partier er skeptiske.
Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er blevet kritiseret for at have brugt kunstig intelligens til at lave manipulerede videoer med blandt andre statsministeren.
Mette Frederiksen har kaldt det "over stregen" og "en uheldig glidebane".
Folketingets ledelse ønsker nu en frivillig aftale om brugen af kunstig intelligens mellem partierne på Christiansborg.
Sådan en aftale bliver budt velkommen af Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Men den kommer ikke i stand uden en snak om spillereglerne.
Det siger politisk ordfører i Liberal Alliance, Sólbjørg Jakobsen, og gruppeformand i Dansk Folkeparti, Peter Kofod.
- Vi (LA, red.) synes i den grad, at der er behov for en snak om, hvordan vi anvender kunstig intelligens i politik. Det, vi har været vidne til de sidste par dage, har været decideret pinligt, siger Sólbjørg Jakobsen.
Folketingets ledelse mødes onsdag 15. maj for at drøfte, om der skal arbejdes videre med en frivillig aftale om et kodeks. Herunder manipulerede videoer, også kaldet deepfakes.
Men det vil være "forkert", hvis aftalen ender med, at partier forbydes at benytte sig af en teknologi, der er tilgængelig for alle, siger Peter Kofod.
- Vi vil gerne være med til at sætte nogle begrænsninger op for brugen af kunstig intelligens og lave nogle regler.
- Jeg ser ikke for mig, at vi kan være med til at lave aftaler eller vedtage lovgivning, som for eksempel vil forbyde politiske kampagnefilm eller satirefilm, tilføjer han.
Men en invitation til drøftelser af en frivillig aftale skal også byde på en diskussion om, hvad der definerer deepfakes.
Der er nemlig forskel på at generere satire og lave videoer, der udgiver sig for at være ægte, og som dermed spreder misinformation, siger Sólbjørg Jakobsen.
- Det handler om, at vi skal skille skidt fra kanel, understreger hun.
Det er allerede besluttet af Præsidiet, at der skal holdes et ekspertmøde for partierne, hvor emnet er brugen af kunstig intelligens i blandt andet politisk kommunikation.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned