Efter kritik skal penge fra statens bugnende lærlingekonto fordeles
Mod intentionen har staten opkrævet for mange milliarder kroner til at finansiere praktikophold.
I knap en håndfuld år har det stået klart, at staten har opkrævet for mange milliarder kroner fra arbejdsgiverne gennem AUB-bidrag, der går til at sikre praktikpladser på erhvervsuddannelser.
Det vil regeringen nu gøre noget ved efter kritik fra Statsrevisorerne, der vogter over brugen af skatteborgernes penge. Ved udgangen af 2020 forventes en opsparing på cirka seks milliarder kroner.
Finansminister Nicolai Wammen (S) har derfor indkaldt til forhandlinger.
- Den aktuelle økonomiske situation udgør en meget stor udfordring for mange virksomheder, og der er en risiko for, at dette går ud over elever og lærlinge, der skal i praktik som en del af deres erhvervsuddannelse, siger han i en pressemeddelelse.
Overopkrævningen er sket i strid med Folketingets intentioner, men det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvad regeringen vil gøre ved problemet fremover.
Wammen har indkaldt arbejdsmarkedets parter for tirsdag at diskutere, hvad der skal ske med overskuddet.
- Her ligger et overskud, som regeringen gerne vil bringe i spil for at støtte op om virksomheder og praktikpladsområdet, siger finansministeren.
Private og offentlige arbejdsgivere betaler til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB). Det finansierer flere praktikpladser for erhvervsuddannelserne, men det er meningen, at der skal være balance mellem indtjening og udbetaling.
Med bidragene finansierer arbejdsgiverne kollektivt hinandens udgifter for elever, men arbejdsgiverne har siden 2016 årligt betalt op mod 1,5 milliarder kroner for meget ind.
Bidraget udgør 2468 kroner om året per fuldtidsmedarbejder. Arbejdsgiverne indbetaler årligt omkring fem milliarder kroner til ordningen.
At der er opkrævet for mange penge, skyldes gammel gæld, der dog var tilbagebetalt allerede i 2016.
Det er Børne- og Undervisningsministeriet, der formelt er blevet kritiseret af Statsrevisorerne. Minister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) siger, at der skal sættes gang i noget nu.
- Både for de unges skyld, som ellers kommer til at mangle lærepladser, og for virksomhedernes skyld, som ellers kommer til at mangle faglærte medarbejdere, siger hun i pressemeddelelsen.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker