Efter møgsager vil politikere fremover offentliggøre udgifter
Region Syddanmark har besluttet at lave en hjemmeside med oplysninger om politikernes udgifter.
Der skal være fuld åbenhed om regionsrådspolitikernes udgifter til for eksempel parkering, aviser og studieture.
Det har politikerne i Region Syddanmark besluttet. Det skriver DR Syd.
Fremover vil borgerne kunne få sig et overblik over politikernes brug af skattekroner på en hjemmeside, der bliver lavet specielt til formålet.
Udgifterne skal allerede indberettes, men på nuværende tidspunkt er de ikke at finde et offentligt tilgængeligt sted.
Regionsrådsmedlem Ida Damborg (SF) forklarer, at de gerne vil genskabe tilliden hos vælgerne oven på en række dårlige sager omkring den tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V).
- De sager har ikke været flatterende for politikerne. Det handler om en ydmyghed over for magten. Den skal man altid have med sig, siger hun til DR Syd.
Det kan imidlertid være svært for den enkelte vælger at bruge sådan en opgørelse til noget.
Det mener Johannes Andersen, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet. Han kalder initiativet for symbolpolitik.
- Umiddelbart er det en fin idé, men det er de færreste vælgere, der med jævne mellemrum vil gå ind og tjekke, hvad pengene bliver brugt på.
- Det kan også være meget svært for vælgerne at kvalificere oplysningerne. For hvad er rimeligt, siger han til DR Syd.
Den holdning deler Christian Elmelund-Præstekær, lektor i statskundskab på Syddansk Universitet. Han pointerer, at det også vil koste penge at administrere.
- Selvfølgelig skal alle offentlige udgifter dokumenteres. Det bliver de også i dag.
- Men når informationerne også skal offentliggøres, så bliver der et ekstra led med administration, som kan koste en del penge sammenlignet med de udgifter, det hele handler om, siger han til DR Syd.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde