Efter svindel: Sverige stopper Uganda-støtte
Sverige har nu besluttet midlertidigt at stoppe ulandsbistanden til Uganda, efter at Ugandas Rigsrevision har offentliggjort en rapport med hård kritik af landets administration af udviklingsmidler fra blandt andet Danmark og Sverige.
Rapporten indikerer omfattende uregelmæssigheder og svindel med omkring halvdelen af en samlet støtte på omkring 150 millioner kroner.
- Det er penge, som skulle være brugt på veje, hospitaler og sundhedsklinikker. De har foregivet at have brugt pengene til dette, men det ser ud til, at pengene er endt i private lommer, siger bistandsminister Gunilla Carlsson til det svenske nyhedsbureau TT.
Ifølge ministeren tyder det på, at tjenestemænd og politikere i Uganda er indblandet. Samtidig siger hun dog, at det er positivt, at landets egen revision har opdaget svindlen.
Fra dansk side er der er endnu ingen beslutning om at stoppe støtten til Uganda.
- Der er sat et arbejde i gang for at undersøge omfanget af uregelmæssighederne, så gentagelser bliver forhindret, siger udviklingsminister Christian Friis Bach (R).
- Når vi har et klart billede af, hvad der præcist er foregået, vil vi tage stilling til, hvilke mulige konsekvenser det skal få.
Den udmelding vækker vrede hos Dansk Folkeparti. Her kræver man et omgående stop for al støtte.
- Her har udviklingsminister Christian Friis Bach efter vore opfattelse bare at klappe kassen i og stoppe de danske bidrag. Det her går ikke, siger DFs udviklingsordfører Hans Kristian Skibby.
- Regeringen har fremsat en finanslov, som planlægger at udbetale 455 millioner kroner til Uganda i 2013 og 505 millioner i 2014. Fremme i 2016 har man ligefrem planlagt at donere 605 millioner kroner i Uganda.
- Det er simpelthen for mange penge at give til et afrikansk land, som ikke forstår at bruge pengene på hæderlig vis, siger Hans Kristian Skibby.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde