Efterløn afskaffes også for handikappede

Syge og handikappede i fleksjob kan godt finde den raske hånd frem og vinke pænt farvel til deres efterløn.

Regeringen vil nemlig - parallelt med afskaffelsen af efterlønnen - også gøre op med den særlige fleksydelses-ordning, der i praksis er efterløn for folk i fleksjob.

Det kom frem torsdag under et samråd i Folketinget med beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).

Ifølge beskæftigelsesministeren skal fleksydelses-ordningen afskaffes gradvist, fuldstændig som det er tilfældet med "de raskes" efterløn.

Det medfører, at fleksydelsen i fremtiden stryges for alle handikappede, der er under 45 år i dag.

Samtidig rykkes pensionsalderen gradvist frem, så de godt 65.000 danskere, der har fået lægernes ord for at være for syge til et almindeligt arbejde, gradvist kan se frem til en pensionsalder på over 70 år.

- Det her er helt nyt for mig, at man på den måde vil ramme de mennesker, der er allermest sårbare, siger socialdemokraternes Bjarne Laustsen, der havde bedt om samrådet med ministeren.

- Regeringen siger, at man skal afskaffe efterlønnen for at få ryddet golfbanerne for efterlønnere. Men de her mennesker i fleksjob render bestemt ikke rundt på golfbanerne, lyder det fra Bjarne Laustsen.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) mener, at der er førtidspension til dem, der ikke kan klare et arbejde.

- Når man er visiteret til fleksjob, er det fordi, man stadig kan varetage et arbejde. Når de nødvendige hensyn bliver taget, kan der jo godt være flere år tilbage på arbejdsmarkedet. De, der ikke kan arbejde, skal selvfølgelig heller ikke arbejde. Der har vi andre ordninger som for eksempel førtidspension, udtaler hun i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Det er ikke kun raske og røriges efterløn, som regeringen vil af med. Også handikappedes "efterløn" afskaffes.

Offentliggjort Sidst opdateret