- Vi har fået svar på de spørgsmål, vi har stillet, og nu går vi hjem og kigger på papirerne.
Sådan lyder det lidt defensive og tilknappede svar fra Pia Kjærsgaard (DF), efter hun onsdag fik udleveret beregninger på Dansk Folkepartis forslag om at bevare efterlønnen for alle, der har været 40 år på arbejdsmarkedet.
Regeringen ønsker helt at afskaffe efterlønnen, og derfor blev Dansk Folkepartis kompromisforslag ikke modtaget med åbne arme:
- Selvfølgelig har regeringen bekymringer ved andre forslag end dem, de selv er kommet med. Det er en naturlov. Men nu går vi hjem og kigger på papirerne, siger Pia Kjærsgaard.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen vil ikke løfte sløret for, hvorvidt DF's model giver penge nok til at lukke hullet i statskassen frem mod 2020. Han fastslår dog, at der er "praktiske vanskeligheder" ved forslaget.
Dansk Folkeparti har tidligere erkendt, at det kan være svært at dokumentere, at man har været på arbejdsmarkedet i 40 år. Samtidig skal der formentlig også laves undtagelser for eksempelvis kvinder, som har været på barsel.
- Vi lytter til det hele. Vi er også interesseret i, at hvis ordningen bliver gennemført, så skal det være en god ordning, siger Pia Kjærsgaard.
Hun vil ikke tage stilling til, hvorvidt det bliver nødvendigt at skære hårdere i efterlønnen, hvis der er for få penge og for meget bureaukrati i 40-års-modellen.
- Vi skal tage det stille og roligt. Hvis det her forløb bliver afsluttet, sker det ikke i løbet af fire-fem dage. Det vil tage uger, så vi skal ikke lægge os fast på noget, siger Pia Kjærsgaard.
Hun tør ikke byde på, hvorvidt modellen er realistisk, før hun har læst papirerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned