Efterretningstjeneste: Kabuls fald kom hurtigere end ventet
Forsvarets Efterretningstjeneste undervurderede, hvor hurtigt Taliban ville overtage magten i Afghanistans hovedstad, Kabul. Foto: Zabi Karimi/Ritzau Scanpix
Zabi Karimi/Ritzau Scanpix
Forsvarets Efterretningstjeneste vurderede, at det var "mindre sandsynligt", at Taliban overtog Kabul i 2021.
15. august havde Taliban kontrollen over Afghanistans hovedstad, Kabul.
Seks dage før vurderede Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), at det var "mindre sandsynligt", at Kabul ville falde i 2021.
Efterretningstjenesten undervurderede, hvor hurtigt Talibans magtovertagelse ville gå, erkender FE i en pressemeddelelse.
Folketingets partier blev orienteret om vurderingen på en briefing 9. august.
- Det var ikke en overraskelse, at Kabul faldt, men hastigheden, som det skete med, havde vi ikke anset som sandsynlig, siger Svend Larsen, fungerende chef for FE, i pressemeddelelsen.
- Vi baserede vores vurderinger på det efterretningsgrundlag, vi havde til rådighed fra blandt andet egen indhentning, Forsvaret og internationale partnere, men det har vist sig, at vores vurdering simpelthen var for optimistisk.
FE oplyser videre, at efterretningstjenesten løbende har vurderet sandsynligheden for, at Kabul ville falde i hænderne på Taliban.
Erfaringerne vil nu blive inddraget i den videre proces.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har tidligere forklaret, at analyser og efterretninger om situationen i Afghanistan var "helt afkoblet fra virkeligheden. Det kalder på selvransagelse".
Ifølge klassificerede dokumenter, som Berlingske har set, advarede chefen for de danske styrker dog allerede i juni i en rapport om, at den afghanske hær var i opløsning, og at Taliban rykkede hastigt frem mod hovedstaden Kabul.
Chefen for de danske styrker i Afghanistan kommer dog ikke med et nøjagtigt bud på, hvornår Taliban kunne forventes at indtage Kabul.
I Forsvarsministeriet oplyste presseafdelingen til Berlingske, at hverken ministeriet eller forsvarsminister Trine Bramsen (S) har modtaget ugerapporten - eller kendte indholdet af den.
Hos Udenrigsministeriet var meldingen følgende:
- På baggrund af arkivsøgning ses hverken Udenrigsministeriet eller udenrigsministeren at have modtaget den omtalte rapport.
Danmark og andre vestlige lande er i fuld gang med at evakuere statsborgere og lokalt ansatte afghanere fra lufthavnen i Kabul efter Talibans magtovertagelse.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker