Ekspert: Ambassadørs atomtrussel er instruks fra Moskva
Det kommer nok fra højeste sted i Rusland, når russisk ambassadør advarer om atomangreb, vurderer ekspert.
Det er sandsynligvis efter instruks fra højeste sted i Moskva, når en russisk ambassadør i Danmark advarer om, at Danmark vil blive mål for et muligt russisk atomangreb, hvis vi tilslutter os Natos missilforsvar.
Det vurderer Flemming Splidsboel, lektor i russisk politik ved Københavns Universitet.
- Det her er ikke noget, ambassadøren selv har fundet på. Det er sandsynligvis en linje, der er lagt højt oppefra, siger Flemming Splidsboel om et debatindlæg fra den russiske ambassadør i Danmark, som er bragt i Jyllands-Posten.
I Jyllands-Posten lørdag advarer ambassadøren, Mikhail Vanin, om, at forholdet mellem Danmark og Rusland vil tage skade, hvis Danmark tilslutter sig det amerikansk styrede missilforsvar, og at danske krigsskibe vil blive mål for russiske atommissiler.
Danskerne vil miste både penge og sikkerhed, lyder det i avisen.
- Det er ikke besluttet i det russiske udenrigsministerium. Fra højere sted har man besluttet, at det er et argument, vi kan bruge. Det kan være, at der ligefrem er kommet en form for instruks, siger Flemming Splidsboel.
Ifølge Jens Worning Sørensen, Ruslands-analytiker og tidligere generalkonsul i Skt. Petersborg, skal timingen for ambassadørens indlæg ses i sammenhæng med ét års dagen for Ruslands annektering af Krim-halvøen.
- Ambassadøren har helt sikkert fået en instruks om, at i den her uge, der markerer vi os. Formen er nok hans egen, siger Jens Worning Sørensen.
Rusland har flere gange truet med at bruge atomvåben mod andre lande i løbet af de senere år, siger Flemming Splidsboel.
- Den russiske præsident, Vladimir Putin, har fået skabt et politisk system, som i høj grad hviler på forestillingen om en ydre fjende. Den ydre fjende er Vesten generelt, men helt specifikt Nato. Det kan man opretholde på den her måde, siger han.
Ambassadøren skriver samtidig i debatindlægget, at Rusland samtidig råder over missiler, "som garanteret kan gennemtrænge det fremtidige globale missilforsvarssystem."
- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at et missilforsvar som Natos slet ikke kunne virke mod Rusland, siger Flemming Splidsboel.
- Der er atommissiler om bord på russiske ubåde, de har langtrækkende bombefly, og så er der både faste missiler i siloer i jorden og mobile atommissiler. Antallet og mobiliteten af de russiske atommissiler gør, at man ikke kan etablere et missilforsvarssystem, siger han.
Men når russerne alligevel ser et problem i Natos missilforsvar, så er det altså, fordi truslen bruges politisk, vurderer lektoren.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde