Ekspert: Hjort løber en risiko ved at fremlægge Dong-bud
Det er ikke uden risiko for nye salg af statens ejendom, at finansministeren vil lægge bud frem i Dong-sag.
Det kan koste både kroner og øre, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) nu vil fremlægge alle de bud, der var på aktierne i Dong, som den amerikanske investerings-gigant Goldman Sachs endte med at løbe med.
Det siger Carsten Greve, professor på CBS i offentlig ledelse og styring.
Claus Hjort Frederiksens beslutning om at lægge alle bud frem er et brud med den linje, som hans forgænger på posten, Bjarne Corydon (S), kørte.
Men selvom Venstres finansminister får ros af politikerne på Christiansborg for at give dem mere indsigt i grundlaget for beslutningen, så er den manøvre ikke uden risiko, påpeger Carsten Greve.
- Hvis der kommer en kæmpe debat, hvor partierne offentligt skændes om, hvilket bud der var det bedste, så er der en risiko for, at de internationale investorer tænker, at hvis de skal sådan en mølle igennem, så vil de hellere investere andre steder, siger han.
- Jeg kan ikke mindes, at man tidligere har gået buddene igennem efterfølgende, selvom der jo altid har været en debat om den pris, man fik ind, nu også var den rigtige.
Men der er andet og mere end investorer og deres penge på spil, påpeger Carsten Greve.
- Det er klart, at hvis partierne læser det, de bliver præsenteret for, og nikker og ikke foretager sig yderligere, så er der ingen skade sket, siger han.
- Men hvis partierne udfordrer valget af Goldman Sachs, så udfordrer de ikke bare den tidligere regering, men jo også Finansministeriets troværdighed.
- Så han løber en risiko, men det afhænger af, hvordan partierne reagerer nu, og det bliver meget spændende at se. Også fordi, at den fremgangsmåde, man vælger nu, vil have betydning for lignende forløb i fremtiden, siger Carsten Greve.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker