Egyptens upopulære præsident skal gå af.
Så entydig er statsminister Lars Løkke Rasmussens udmelding efter Hosni Mubaraks tale torsdag aften.
Her var forventningen, at den egyptiske præsident ville melde sin øjeblikkelige afgang. Men det gjorde han ikke.
- Mubarak er historie, og Mubarak skal gå af, og det har Mubarak også selv sagt, siger statsministeren efter et hasteindkaldt møde i Udenrigspolitisk Nævn.
Det gør Lars Løkke til den første regeringsleder, der formulerer sig så direkte.
- Jeg er noget overrasket over den udmelding. Det virker jo både upassende og mærkeligt, at man kommer udefra og siger direkte, hvad der skal ske i et andet land, siger Ole Wæver, der er professor i International Politik ved Københavns Universitet.
- Det kan nærmere være skadeligt for demonstranterne, for det ser aldrig særlig smart ud, at det er folk udefra, der dikterer en dagsorden, siger han.
Han har dog ingen forventer om, at statsministerens udmelding vil få nogen diplomatiske konsekvenser.
- Det har ingen betydning, hvad Danmark siger. Hvis Danmark var et land, der virkelig havde betydning, ville man ikke formulere sig på så unuanceret en måde.
- Han siger det simpelthen for at positionere sig selv indenrigspolitisk. Han vil imponere danskerne med en klar udmelding, siger Wæver og gætter på, at flere mindre nationers ledere vil komme med lignende udtalelser i den kommende tid.
- Og det vil de gøre for at markere sig over for deres egen befolkning. De vil også være med, siger Ole Wæver.
Han tror ikke på, at den amerikanske præsident vil følge Løkkes eksempel.
- Obamas udtalelser er på mange måder lige så markante, men han sørger alligevel for at være mere generel og principiel, og det tror jeg, er en god idé, siger Ole Wæver.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker