Ekspert om vækstplan: De er grundlæggende enige i alt
Når forhandlingerne om en kommende vækstplan endnu ikke er faldet på plads, er det et spørgsmål om, hvilke politiske budskaber og signaler man vil gå ud af forhandlingslokalet med.
Det siger politisk kommentator Troels Mylenberg om vækstforhandlingerne i Finansministeriet:
- Det her kunne have været afsluttet for tre uger siden, for de er grundlæggende enige i det hele. Det handler nu om, hvilket budskab man får solgt i sidste ende.
- I enhver politisk forhandling sidder man tilbage med bittesmå detaljer til sidst. Oftest ting af symbolsk værdi. Det her er slutspillet. De skal finde ud af, hvad de skal gå ud af døren og sige, tilføjer han.
Desuden diskuteres det, om den færdige plan skal kaldes en aftale eller et forlig:
- Det vil sige, hvorvidt Venstre skal være bundet af det efter et valg, som de kan gå hen og vinde. Venstre vil jo gerne have friheden til at genindføre starthjælp og kontanthjælpsloft, hvilket regeringen åbenbart er mindre interesseret i.
- Man kan så spørge sig selv, hvorfor regeringen egentlig ikke er det. Det ville skabe en god kant i forhold til valgkamp. Man kan jo så få det til at handle om, at Venstre vil rulle forbedringer tilbage, når de kommer til magten.
Imens gør Venstre, hvad de kan for at få det til at se ud som om, de "styrer showet". Men på spørgsmålet om hvorvidt de egentlig gør det, er Mylenbergs svar:
- Både ja og nej.
- Nej, fordi det sidste handler om decimaler. Ja, fordi der ikke er tvivl om, at regeringen ikke var kommet med forslaget om selskabsskattelettelser og energiafgiftsnedsættelser, hvis det ikke var fordi, de gerne ville i seng med de borgerlige, uddyber han.
Ifølge Mylenberg er det en selvfølge, at Venstre ikke kan sige nej til den vækstpakke, der ligger klar, da det er ting, partiet gerne selv ville have været igennem med, da de var i regering - men som ikke lykkedes.
Hvornår, aftalen er i hus, kommer an på, hvor lang tid man har tænkt sig at få det til at se ud som om, man er meget uenige, mener kommentatoren. Desuden skal pengene hentes i en kontanthjælpsreform:
- Men det kan ske hvert øjeblik. Det ville undre mig meget, hvis der går lang tid endnu, siger Mylenberg til Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde