Ekspert roser SU-reform: Justeringerne er nødvendige
Der er ingen grund til ramaskrig blandt landets studerende i kølvandet på regeringens forslag til en SU-reform, som uddannelsesminister Morten Østergaard (R) har fremlagt tirsdag.
Sådan lyder det fra Helena Skyt Nielsen, professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, der betegner regeringens forslag som "nænsomt og blidt".
- Der er tale om små justeringer, som må siges at være oplagte og nødvendige, siger hun til Ritzau og understreger, at hun ser flere af reformens elementer som tiltrængte.
SU-reformen lægger op til at fjerne det sjette SU-år for studerende, der bruger over to år, fra deres ungdomsuddannelse slutter, til de begynder på en videregående uddannelse.
Samtidig sænkes antallet af måneder fra 12 til seks, som studerende kan være forsinkede med i deres studie og stadig modtage SU.
Endelig falder SU'en bort, hvis de studerende ikke går til deres planlagte eksaminer.
Helena Skyt Nielsen mener, at reformen ligefrem kan blive en fordel for de studerende, især for dem, der kommer fra ikke boglige hjem.
De vil nemlig blive guidet til en sundere studieadfærd.
- Med reformen stilles der krav om, at man skal melde sig til eksamen for at få fuld SU. Den slags faste rammer kan hjælpe studerende, som ikke har forældre, der på samme måde som akademikerforældre kan støtte og presse på, siger hun.
Regeringens mål er at spare to milliarder kroner i en omfangsrig reform af SU-systemet.
Ud over de tre regeringspartier - Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og De Radikale - består forligskredsen af Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative, der dermed alle skal nikke ja til besparelserne.
Enhedslisten og Liberal Alliance står udenfor.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde