Ekspert: SF-top tog første stik på landsmøde

Det vurderer politisk journalist på Weekendavisen og forfatter til en bog om SF, Hans Mortensen, efter at de delegerede på partiets landsmøde lørdag sammensatte det magtfulde redaktionsudvalg, der skal bane vejen for SF's kommende strategi.

Det sker efter, at navne som Steen Gade, Emilie Turunen, politisk ordfører Jesper Petersen og - nok så bemærkelsesværdigt - skatteminister Thor Möger Pedersen fik pladser i udvalget.

Thor Möger Pedersen er for nogle SF'ere et ikon på topstyring og højredrejning i partiet, og derfor blev der også holdt ekstra øje med hans kandidatur på landsmødet.

De absolutte stemmeslugere blev imidlertid tidligere formand Holger K. Nielsen og næstformand Meta Fuglsang.

De hører til på partiets venstrefløj, men ikke desto mindre tager ledelsen samlet set et stort stik hjem, mener Hans Mortensen.

- Jeg tror, at ledelsen klapper i hænderne over det her. Det er gået, lige som de kunne ønske sig det, siger han og fortsætter:

- Det, at Holger K. Nielsen er med, er klart en fordel, for han er i stand til at rumme de utilfredse røster i partiet, påpeger han.

Med ind i udvalget klemte sig også Özlem Cekic og Peter Westermann, der begge har talt for et par opsigtvækkende ændringer af SF's politik

De stiller krav om, at SF officielt skal betragte lettelser i topskatten som "ødelæggende for velfærdssamfundet".

Et krav, der er på direkte kollisionskurs med regeringsgrundlaget.

/ritzau/

SF-toppen er "rasende tilfredse" med det første store sværdslag om partiets fremtidige linje.

Offentliggjort Sidst opdateret