Ekspert skeptisk overfor regeringen

Et hidtil forsvundet notat sandsynliggør, at VK-regeringen i starten af 2002 kendte til problemerne med at udlevere krigsfanger til de amerikanske styrker i Afghanistan. Regeringen har ellers fastholdt, at den ikke kendte til problemerne.

- Når man læser indholdet af notatet og ser hvem den er sendt til er det meget svært at forestille sig, at Forsvarsministeriet ikke skulle være klar over, at USA ikke havde tænkt sig at give medlemmer af Taliban og Al-Qaida beskyttelse i henhold til Geneve-konventionerne. Det er derfor også svært at forestille sig, at man ikke internt i forsvaret i det mindste skulle have gjort sig nogle tanker om foreneligheden af overdragelsen af fanger til amerikanerne med Danmarks forpligtelser i henhold til disse konventioner, siger Anders Henriksen, forsker ved Dansk Institut for Militære Studier,

Notatet fra Forsvarets Auditørkorps blev - sammen med en notits fra Forsvarsministeriets egne embedsmænd - sendt til daværende forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) i januar 2002, seks uger inden Jægerkorpset afleverede 31 mistænkte al-Qaeda-fanger til deres amerikanske kolleger. Her blev flere af fangerne ifølge Danmarks Radios dokumentarfilm "Den Hemmelige Krig" mishandlet af deres amerikanske forhørsledere, en sag som regeringen siden har afvist ethvert ansvar for. Én af fangerne har nu anlagt en erstatningssag mod Forsvarsministeriet, som for øjeblikket behandles ved Østre Landsret.

Selv om Forsvarsministeriets egne embedsmænd i den medfølgende notits konstaterer, at "problemstillingen vedrørende udlevering af tilfangetagne personer til de amerikanske styrker ikke berøres", så konstaterer Generalauditøren, at USA ikke lever op til de danske krav til behandling af krigsfanger.

/ritzau/

Hvad vidste regeringen om faren ved at udlevere krigsfanger til USA? Militærekspert mener, at nyopdukket notat sandsynliggør, at regeringen var advaret.

Offentliggjort Sidst opdateret