Ekspert: Søvndal har ret i hård skolekurs

Mens rektorer på gymnasierne allerede har resultatkontrakter, så går lederne på folkeskolerne fri. Men der kan være mange gode effekter af at indføre resultatkontrakter på landets dårligst fungerende skoler, som SF's leder Villy Søvndal har foreslået.

Det siger professor Niels Egelund fra Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet.

- Der er ikke mange offentlige ledere tilbage, som ikke har resultatkontrakter. Og jeg er helt enig i, at det er sådan noget, der skal til for at løfte de dårligste skoler.

- Man skal identificere de skoler, hvor det ikke går ret godt. Så giver man dem en pose penge og laver en kontrakt med ledelsen for at få resultater, siger Niels Egelund.

Han kalder til gengæld også forslaget for "billigt", fordi Villy Søvndal ikke har sat antal skoler på, som skal ind under ordningen eller opstillet objektive kriterier for, hvilke skoler der kan komme på tale.

- Når man vil hive skoler ud og fastslå, at de fungerer så dårligt, at ledelsen risikerer fyring, hvis der ikke rettes op, så skal man have nogle objektive kriterier at gå efter. Det skylder Villy Søvndal et svar på, siger Niels Egelund.

Han mener, at det sagtens kan lade sig gøre at finde en måde at dele skolerne op på. Det kan eksempelvis ske ved at tage de nationale test eller afgangskaraktererne for niende klasse og korrigere dem for sociale forskelle mellem skoleområderne.

- Så får man en ganske god indikator for, hvor god skolen er til at løfte det råmateriale, den har i form af elever. Hvis man ikke korrigerer for sociale forskelle vil Gentofte have alle de gode skoler, mens Brøndby vil have alle de dårlige, siger Niels Egelund.

Formanden for Skolelederforeningen, Anders Balle, kalder forslaget spændende, og han er parat til at se på, om det kan hjælpe skolerne til at præstere bedre så længe tilsynet med skolerne fortsat ligger hos kommunerne.

/ritzau/

SF's kontante krav om resultater på de dårligste skoler er den rigtige vej at gå, siger ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret