Ekspert: Stop for flygtninge batter ikke

Regeringens nej til flere flygtninge og indvandrere rykker ikke for alvor ved beboersammensætningen i de belastede boligområder. Dertil kommer der for få flygtninge og familiesammenførte til landet, siger Jørgen Nue Møller, tidligere formand for regeringens ghettoudvalg.

- Jeg tvivler på, at det vil have nogen større effekt på beboersammensætningen. Vi taler om relativt få mennesker i forhold til, hvor mange mennesker der i forvejen bor i områderne, siger Jørgen Nue Møller.

I alt bor der omkring 70.000 beboere i de 29 ghetto'er, som indgår i regeringens plan.

Til sammenligning kom der sidste år omkring 1400 flygtninge til landet, mens 5000 blev familiesammenført. Men langt over halvdelen af familiesammenføringerne gjaldt etniske danskere, hvoraf mange sandsynligvis ikke bor i ghetto'erne.

- Derfor er det svært at se, at det her får nogen væsentlig betydning for de udsatte områder, siger Jørgen Nue Møller, der er adjungeret professor ved CBS.

Derimod roser han regeringen for at sætte ind over for kriminaliteten med blandt andet mere politi i områderne, ligesom han er positiv over for, at man med tvungen børnehave vil sikre, at børnene kan tale dansk, når de begynder i skole.

- Også forslaget om heldagsskole er godt, for det er der nogle af børnene, der virkelig har brug for, siger Jørgen Nue Møller.

/ritzau/

Ingen adgang for nye indvandrere og flygtninge gør ingen større forskel på beboersammensætningen i ghetto'erne, siger formanden for regeringens ghettoudvalg.

Offentliggjort Sidst opdateret