Ekspert: Tesfayes næstformandschancer gode

Det er vurderingen fra politisk journalist og forfatter til en bog om SF's historie, Hans Mortensen.

- Så vidt jeg kan tælle, er der et lille flertal til dem, der støtter op om Tesfaye. Der er 10 sikre ud af de 18, der er valgt ind i Landsledelsen, der støtter ham, siger han.

Samtidig understreger han dog, at det vil være en meget alvorlig ting at gøre Tesfaye til næstformand frem for Meta Fuglsang, der har siddet på posten det seneste halve år sammen med Tonni Hansen.

Fuglsang er nemlig den kandidat, der har fået allerflest stemmer til Landsledelsen.

- Ledelsen vil af med Meta Fuglsang som næstformand, men hun bliver topscorer. Det er et klart signal til ledelsen, siger han og understreger, at alt derfor stadig kan ske.

- Landsledelsen kan godt skyde sig igennem, hvis de vil tage den konfrontation. Men det er en alvorlig ting at gøre når hun får så fine stemmetal, siger han.

De to kandidater, Tesfaye og Fuglsang, er blevet udlagt som repræsentanter for hver sin politiske linje. Tesfaye står for et rent arbejderparti, mens Fuglsang står for et folkeparti, hvor der også er plads til lærere og advokater som Fuglsang selv.

Efter ugevis af spekulationer og intern diskussion om næstformandsposten i SF, meldte Lejreborgmester Mette Touborg og Mattias Tesfaye fredag ud, at de sammen ønsker at påtage sig den ombejlede opgave som næstformænd.

Mattias Tesfaye fik 184 stemmer ved afstemningen til Landsledelsen, mens Meta Fuglsang fik 224. Det betyder, at de to næstformandskandidater fik henholdsvis næstflest og flest stemmer i salen.

/ritzau/

Der tegner sig umiddelbart et flertal bag SF's næstformandskandidat Mattias Tesfaye i kampen om at blive partiets nye næstformand.

Offentliggjort Sidst opdateret