Ekspert: Undgå hovsa-løsninger for fejlvurderinger

"Slå koldt vand i blodet".

Offentliggjort Sidst opdateret

Sådan lyder det kontante råd til politikere på begge Christiansborgs fløje fra lektor i skatteret og skatteadvokat Torben Bagge, efter at flere borgerlige partier har foreslået at suspendere Skats ejendomsvurderinger for 2013 på grund af forventede fejlvurderinger.

- Jeg har 110 procent tillid til den handlingsplan, som Skat har søsat, og at den vil føre i mål. Vi må erkende, at vi har fejlvurderinger, og at det kommer til at tage lang tid at rette op, siger Torben Bagge til Ritzau.

- Derfor er det vigtigst, at Skat får arbejdsro, og at der ikke kommer alle mulige hovsa-politiske-løsninger på en række løse betragtninger, mener han.

Den 1. oktober skal Skat igen fastsætte værdien af danskernes bolig, der offentliggøres til marts næste år. Men ifølge eksperter er der stor risiko for, at vurderingerne igen vil være fyldt med fejl, som det blandt andet er sket i 2011 ifølge Rigsrevisionen.

Flere borgerlige partier ønsker at aflyse ejendomsvurderingerne for 2013 og bruge vurderingerne fra 2011. Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) vil ikke udelukke forslaget, skriver Berlingske. Men det er en dårlig idé, mener skatteeksperten.

- Hvis man bare falder tilbage på 2011, så falder man tilbage på noget, som er notorisk forkert, hvor mere end 40 procent er sat for højt og mere end 30 procent er sat for lavt, siger Torben Bagge.

- Jeg tror, at man har nået at rette nogle af fejlene, så de vurderinger, der kommer fra 1. oktober, trods alt er bedre end dem, der kom i 2011, siger han.

Ifølge Torben Bagge er Skat i fuld gang med en handlingsplan, der skal rette op på fejlene.

- Når jeg har tillid til Skat, og jeg har ansvaret for 800-900 skattesager, hvor jeg professionelt bekæmper Skat, så må politikerne også have det og derfor give Skat arbejdsro, fastslår skatteadvokaten.

Opgaven med at vurdere boligernes værdi blev i 2002 flyttet fra kommunerne til skattemyndighederne. Ifølge Rigsrevisionen har ændringen betydet, at tusindvis af boligejere siden kan have betalt for meget eller for lidt i boligskat.

/ritzau/