Ekspert undrer sig over finansiering af dagpengeaftale
Tusindvis af langtidsledige danskere glæder sig formentlig over regeringens og Enhedslistens aftale om en blidere indfasning af dagpengereformen.
Men finansieringen af aftalen springer i øjnene, mener arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.
- Det er en kludetæppefinansiering, hvor jeg specielt hæfter mig ved, at de lediges ret til seks ugers selvvalgt kursus udskydes til først at gælde efter fire måneders ledighed, siger han til Ritzau.
- Det vil sige, at folk skal gå i fire måneder, inden de kan få hjælp til uddannelse. Det, synes jeg, er et problem. Også når regeringen selv har sat uddannelse op som et hovedinstrument i arbejdsmarkedspolitikken.
Han mener, at planerne om at hente 460 millioner kroner på de selvvalgte kurser kan forhindre ledige i at komme hurtigt i uddannelse og dermed finde et job.
- Hvis der er en torn i buketten, så må det være det, siger Henning Jørgensen.
Regeringen og Enhedslisten enedes mandag om en ny dagpengeaftale, som blandt andet indfører en ny midlertidig arbejdsmarkedsydelse til langtidsledige, der mister retten til dagpenge som følge af dagpengereformen.
Tiltagene i aftalen vil skabe tryghed hos de berørte danskere, fastslår Henning Jørgensen:
- Man sender en redningskrans ud til de op til 30.000 danskere, som står for at kunne falde ud af dagpengesystemet og måske også kontanthjælpssystemet her i 2013. Dem giver man en tryghed, fordi man nu sikrer deres forsørgelse frem til 2016.
Selve finansieringen af aftalen har dog været den helt store tvist mellem regeringen og Enhedslisten.
Regeringen har hidtil foreslået, at a-kassernes medlemmer via forhøjede kontingenter skulle finansiere størstedelen af den 1,85 milliarder kroner store aftale.
Parterne har imidlertid fundet fælles fodslag i en regulær kludetæppefinansiering, hvor de ud over at skubbe til grænsen for selvvalgte kurser blandt andet også finder knap 600 millioner kroner frem til 2016 ved at spare på danskundervisning til udlændinge.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker