Ekspert undrer sig over Lofts hovedrolle

Det er gåde, at Skatteministeriets departementschef Peter Loft med knap en snes år på bagen ender i centrum af statsminister Helle Thorning-Schmidts skattesag (S).

Sådan siger Sten Bønsing, som er lektor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet. Peter Loft har ifølge Politiken prøvet at få en passus om Thornings personlige forhold med i hendes skattesag, som Skat København, ikke han, skulle afgøre.

- Det er da usædvanligt. Det er sjældent, at departementschefer kommer så meget i fokus, siger Sten Bønsing.

Sagen er problemetisk for Peter Loft, vurderer han.

- Det er pudsigt, at han rulles ind i sådan en sag, næsten uanset hvad hans rolle er. Det er mystisk, hvis han har gjort noget galt. Hvis han ikke har gjort noget galt, så er det mærkeligt, at han ikke har kunnet styre udenom at ende som hovedperson, siger han.

Steen Bønsing finder det ikke usædvanligt, at skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) beder Peter Loft om en skriftlig redegørelse, mens politiet efterforsker, hvem der har lækket indholdet af Thornings fortrolige skattesag til dagbladet B.T.

- Peter Loft har sagt, at han ikke kan udtale sig, fordi der verserer en politisag. Det er en mærkelig kommentar. Jeg tror ikke, at de to sager har noget med hinanden at gøre. Den ene handler om overtrædelse af tavshedspligten ved at udlevere en afgørelse, siger han.

- Den anden handler om, hvordan sagen blev håndteret internt, da der skulle træffes en afgørelse. Så jeg opfatter det som to helt forskellige sager, siger Sten Bønsing.

Der er normalt en straframme på seks måneders fængsel for den, der har brudt sin tavshedspligt og lækket fortrolige oplysninger fra Skats behandling af skattesagen for Helle Thorning-Schmidt og hendes ægtemand Stephen Kinnock.

/ritzau/

Usædvanligt at Skatteministeriets departementschef Peter Loft er i centrum i Thorning-sag, mener ekspert

Offentliggjort Sidst opdateret