Ekspert: Uperfekt men det bedst opnåelige

Resultatet fra klimakonferencen i mexicanske Cancun er i al sin uperfekthed det bedst opnåelige. Det vurderer klimadirektør ved Ugebrevet Mandag Morgen, Per Meilstrup.

- Det kunne have endt med, at hele FN-processen var død, og dermed ville signalet have været, at så kunne det også bare være lige meget med klimaet, siger han.

Verdens lande er nu blevet enige om, at klimaproblemet skal løses, og deri ligger styrken. Men selve løsningen udestår, og det bliver en svær nød at knække, vurderer han.

- Men der er ikke noget enkelt alternativ til FN, der findes ikke andre organer, der som FN laver internationale love. Signalet fra mødet her er - uanset hvor uperfekt beslutningen er - at verdens lande i fællesskab forsøger at tackle en af de alvorligste kriser, vi har været udsat for, siger han.

Til forskel fra klimatopmødet i København sidste år er det lykkedes at opnå en større grad af internationalt engagement i klimaspørgsmålet.

- Der er udvist større politisk vilje fra alle lande og især fra de store lande, siger han med henvisning til blandt andet Kina og Indien.

Per Meilstrup vurderer, at Danmarks arbejde i årene fra 2007 til 2009 - uanset det pauvre resultat på selve klimatopmødet sidste år - ikke har været forgæves, og har været med til at bane vejen. Men samtidig står konferencen i Cancun som modsætningen til topmødet i København.

- I FN-systemet bliver København nævnt som skræmmebilledet på, hvordan det ikke skulle gøres. Mexico bliver fremhævet som det modsatte. De har lyttet og skabt tillid, det er igen og igen blevet fremhævet, siger han.

Samtidig siger han, at selv om erklæringen fra København sidste år nu er løftet ind i FN-systemet, så er Cancun-resultatet meget mere end det.

- Det er ikke bare det forpjuskede dokument fra København, som nu er blevet forpligtende. Der ligger en lang række konkrete aftaler under. Det er en afgørende forskel. Man er nået meget længere end i København, siger han.

/ritzau/

Resultatet i Cancun er langt fra perfekt. Men det er det bedst mulige, vurderer Mandag Morgens klimadirektør.

Offentliggjort Sidst opdateret