Ekspert: V-fremgang er fin trøstepræmie

Rød blok fører fortsat komfortabelt inden det kommende valg, men en ny meningsmåling, som Megafon har foretaget for Politiken og TV2, viser nu en lille fremgang til Løkke og Venstre.

Ifølge politisk kommentator Niels Krause-Kjær vil fremgangen på to procentpoint vække glæde hos den nuværende statsminister.

- Midt i problemerne for blå blok, vil Løkke notere sig fremgangen og konstatere, at man nu næsten står på samme tal som ved valget i 2007. Om man så skulle gå hen og tabe regeringsmagten, så vil det være en fin trøstepræmie for Løkke, siger han til Ritzau.

Partierne bag Helle Thorning-Schmidts (S) statsministerkandidatur står ifølge målingen til at få 53,2 procent af stemmerne.

Det svarer til 93 mandater, og til sammenligning står de borgerlige partier til at få 82 mandater.

Den ny meningsmåling kommer oven på Venstres søsætning af den massive og omstridte kampagne, hvor partiet forsøger at så usikkerhed om S og SF's økonomiske planer for fremtiden.

- Kampagnen er jo endnu et forsøg på at lokke rød blok ud af hulerne og ud på den økonomiske diskussions slagmark. Men jeg er ikke sikker på, at det for alvor vil lykkes for regeringen at få S og SF derhen, hvor de gerne vil have dem, siger Krause-Kjær.

For Dansk Folkeparti giver Megafonmålingen ikke ligefrem det bedste udgangspunkt for en kommende valgkamp. Venstres fremgang ser nemlig ud til at være på bekostning af det nuværende støtteparti, der går 2,5 procentpoint tilbage.

- Dansk Folkeparti har været et meget, meget stabilt parti de sidste mange år. Den ny måling viser, at der er hugget hul i isen under partiets vælgeropbakning, og det er meget usædvanligt, siger Niels Krause-Kjær.

- Problemet for DF er, at det, der har været en fødemaskine for deres vælgertilslutning, nemlig flygtninge- og indvandrerdebatten, på det nærmeste har været fraværende i debatten op til valgkampen, tilføjer han.

/ritzau/

Taber Lars Løkke valget, vil Venstres nuværende fremgang være et plaster på såret, vurderer ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret