Ekspert: Velfærdsforbehold er en udmeldelse af EU
Danmark kan ikke få et nyt forbehold omkring velfærdsydelser og samtidig blive som medlem af EU.
Det siger professor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Nedergaard.
Det sker, efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fredag går til angreb på Dansk Folkepartis krav om et velfærdsforbehold - et krav, som også Enhedslisten har formuleret.
Dansk Folkepartis spidskandidat, Morten Messerschmidt, forsikrer, at han ikke ønsker Danmark ud af EU, men det er altså ikke muligt, siger statsministeren. Og Peter Nedergaard bakker op.
- Det vil være en udmeldelse af EU. Et forbehold er jo ikke noget, vi bare kan få. Man giver ikke forbehold ud til højre og venstre, og det her område omkring velfærdsydelser handler om noget af det, der er kernen i EU, nemlig den fri bevægelighed for arbejdskraften, påpeger han.
- Så hvis konsekvensen er, at et sådant forbehold vil medføre en undtagelse for den fri bevægelighed, så er det det samme som at sige, at man ikke vil være medlem af EU, fordi man er inde og røre ved det, der er EU's kerne.
Peter Nedergaard understreger, at et forbehold omkring velfærdsydelser - hvor Danmark selv vil bestemme, hvem der skal have adgang til velfærdsydelser, hvornår og på hvilke betingelser - ikke er at sammenligne med de forbehold, Danmark allerede har på rets-, forsvars- og euro-området.
- Dengang vi fik de forbehold, var det noget, de andre gav os. Det er ikke noget, vi kan forlange af de andre.
- Sagen var dengang, at vi fik forbehold over for nye ting, der kom til med Maastricht-traktaten, så det vil være en helt anderledes situation her. Her er der tale om noget, vi allerede er med i, men som vi så vil trække os væk fra, siger professor Peter Nedergaard.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker