Ekspert: Vilhelmsen kan vinde på SF-læk
Når Jyllands-Posten søndag kan afsløre, at Annette Vilhelmsen i foråret stemte blankt, da landsledelsen skulle give SF-ministrene mandat til 2020-planen, er det ikke nødvendigvis en ulempe for hende.
Det vurderer politisk kommentator på TV2, Henrik Qvortrup, der dog også peger på, at oplysningen om den blanke stemme ikke flugter helt med partiets regeringslinje.
- Selv siger hun, at hun stemte blankt for at markere, og nu arbejder hun efter partiets linje. Og det er vi nødt til at stole på. Men når det er sagt, vil jeg sige, at det her ikke nødvendigvis er noget, som kommer til at skade hende i valgkampen. Tværtimod.
Henrik Qvortrup peger på, at flere i SF's bagland deler en skepsis over for regeringssamarbejdet, og at det derfor vil øge hendes popularitet.
Den opfattelse deler kommentator-kollegaen Hans Engell ikke. Han vurderer omvendt heller ikke, at Vilhelmsen taber på den konto.
- Det har ikke den store betydning. At de oplysninger kommer frem er et led i et opgør, som spidser til. Vi må gå ud fra, at hvis hun vælges som formand, sker det på grundlag af at ville fastholde SF i regeringen. Uanset hvad hun tidligere har stemt, siger han.
Men formandskampen spidser til. Afstemningen foregik nemlig på et lukket møde. Når avisen alligevel kan fortælle om den blanke stemme skyldes det, at andre deltagere på mødet har lækket oplysningen.
- Det her læk bekræfter bare, at vi er midt i en formandsvalgkamp i et ellers fredselskende parti, som er ekstremt blodigt og bestemt ikke egnet for børn, siger Henrik Qvortrup.
Hans Engell er enig:
- Når vi nærmer os sandhedens time, og stemmerne snart skal samles ind, så kommer der en hel anden skarphed og personlighed i valgkampen, for nu skal man differentiere sig. Så det er andre og hårde midler, der bliver taget i brug. Og det oplever vi i dag.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker