Ekspert: Vilhelmsen nøjes nok med en næse
Når socialminister og SF-formand Annette Vilhelmsen onsdag skal i samråd om den såkaldte Zornig-sag, går det næppe så galt, som det gik den nu afgående justitsminister Morten Bødskov (S) ved hans samråd tirsdag.
Det vurderer i hvert fald professor Tim Knudsen, statskundskab på Københavns Universitet.
"Der er en million til dig", sagde Vilhelmsen foran DR2's rullende kameraer. Men den brøde er ikke nær så stor som den, Bødskov begik, vurderer Tim Knudsen.
- Bødskov har konstrueret en løgn og endda fastholdt den længe overfor Folketinget, som er dybt afhængige af at kunne stole på det, regeringen melder ud, siger professoren og fortsætter:
- Set med Folketingets øjne er det langt mere alvorligt. Vilhelmsen har begået en dumhed, som hun ret hurtigt delvist har erkendt.
Det er Enhedslisten, som sidder på de afgørende mandater. Tirsdag besluttede partiet, at det ikke længere stolede på Bødskov, efter at han havde erkendt at have konstrueret en løgn for at holde Folketingets Retsudvalg fra at besøge Christiania.
Forholdet mellem Enhedslisten og Bødskov har været forpestet længe, fortæller Tim Knudsen, og rent politisk står Bødskov langt fra Enhedslisten. Partiet har næppe samme modvilje mod Vilhelmsen.
Rent taktisk har Enhedslisten heller ikke fordel af at vælte Vilhelmsen, formanden for det regeringsparti, som er mest villig til at samarbejde med Enhedslisten.
- Vilhelmsen er jo immervæk formand for SF, og hvis hun bliver tvunget til at gå af, kan det sætte spørgsmålstegn ved partiets regeringsdeltagelse, siger Tim Knudsen.
Derfor vurderer han, at Vilhelmsen formentlig kan nøjes med at gå fra samrådet med en form for næse.
- Så tror jeg, at det bal er forbi. Men jeg kan jo ikke vide, hvordan hun svarer for sig til samrådet, siger han.
Der er samråd i socialudvalget fra klokken 12 onsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned