Eksperter: FE kan frit udlevere data til spionpartnere
Folketinget har uden offentlig diskussion givet Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) så brede beføjelser, at tjenesten har næsten ubegrænsede muligheder for at udlevere såkaldt rådata til fremmede tjenester, selv om det indeholder danskeres data. Det skriver Information.
Avisen har fra whistlebloweren Edward Snowden modtaget dokumenter, der tyder på et - indtil nu - hemmeligt partnerskab mellem FE og det amerikanske National Security Agency (NSA). Samarbejdet går ud på at tappe fiberkabler, der transporterer internet- og teletrafik gennem Danmark.
- Hvis du kobler de tekniske muligheder med lovens bogstav, så er der - bortset fra enkelte begrænsninger - stort set ikke noget, FE ikke må og kan, siger Claus Juul, juridisk konsulent i Amnesty International, til Information.
Claus Juul mener, at reglerne om videregivelse er så uklart formulerede, at de reelt ikke fungerer som retligt kriterium til at vurdere, hvornår noget er uden for eller inden for loven.
- Der findes jurister i Forsvarsministeriet eller Justitsministeriet, der kan finde ud af at udtrykke sig præcist. Derfor må vi antage, at det er med vilje, at man formulerer det, så man ikke hele tiden kommer ud i situationer, hvor man risikerer at være på kanten af sine beføjelser, siger han.
FE's virksomhed skal ifølge loven hovedsagelig være rettet mod forhold i udlandet af betydning for Danmark og danske interesser, men FE har også ret til at indhente oplysninger på dansk grund. For eksempel ved at tappe fiberkabler.
- FE har hjemmel til at overvåge internettrafik i Danmark. Det har Folketinget givet dem, men det er betænkeligt, at det er foregået helt uden nogen offentlig diskussion, siger Søren Sandfeld Jakobsen, der er professor i it-ret på Aalborg Universitet, og som Information har bedt vurdere centrale passager i loven.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned