Det skal nu undersøges, hvorfor det er gået så galt under finanskrisen, og hvordan vi undgår, at det sker igen.
Regeringen og Enhedslisten har som led i forhandlingerne om næste års finanslov besluttet at nedsætte et ekspertudvalg, som skal kulegrave årsagerne til finanskrisen. Der oprettes også en såkaldt task force, der skal bekæmpe "banditter i habitter".
- Det er vigtigt, at vi undgår en lignende krise i fremtiden, siger erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) om aftalen.
Ifølge kommissoriet for undersøgelsen skal eksperterne blandt andet se på, hvilke "særlige danske forhold som kan have medvirket til krisen i den danske finanssektor, herunder bl.a. udviklingen på ejendomsmarkedet, rammebetingelserne for kreditinstitutterne samt institutternes forretningsmodeller".
Det er også aftalt, at det skal "belyses, om aflønningsstrukturen i finansielle virksomheder kan have medvirket til for høj risikotagning."
Samlet skal eksperterne altså se på konsekvenserne af ikke blot de billige fleks- og afdragsfrie boliglån, men også bankdirektørernes høje lønninger og profitable aktieoptioner.
Endvidere bliver der afsat syv millioner kroner årligt til task forcen eller den særlige gruppe, som skal koordinere og målrette kampen mod den økonomiske kriminalitet.
- Vi er også glade for, at der kommer ekstra kræfter til at forfølge, det man kan kalde "banditter i habitter" - og at denne nye indsatsgruppe forpligtes til at advare myndighederne om, hvor der er huller i lovgivningen som udnyttes af dem, der boltrer sig i reglerne for at berige sig selv på samfundets bekostning, siger Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde