EL blåstempler for første gang finansloven

For første gang i partiets historie siger Enhedslisten ja til at gå med i en finanslovaftale. Det står fast, efter at partiets hovedbestyrelse har givet grønt lys til aftalen med S-R-SF-regeringen.

Dermed har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sit flertal på plads for finansloven 2012.

- Vi har fået mandat til at gå op og meddele finansministeren, at Enhedslistens folketingsgruppe og hovedbestyrelse støtter det, vi har forhandlet os frem til, siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.

23 af de 25 medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse stemte for aftalen, mens to undlod at stemme.

- Det er et udtryk for, at vi har fået nogle gode ting igennem, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun erkender, at Enhedslisten gerne ville have fjernet skattelettelser til de rigeste danskere og indført nye skatter på bankerne.

- Det sætter selvfølgelig nogle begrænsninger. Men det kommer til at betyde en afgørende forskel for en masse mennesker, at fattigdomsydelserne bliver afskaffet, og vi får bedre vilkår for de ledige, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Ifølge medlem af hovedbestyrelsen Anne Mette Omø Carlsen viser aftalen, at Enhedslisten lever op til løfterne om at kæmpe for bedre vilkår til arbejdsløse og et grønnere Danmark.

- Det giver nogle bittesmå skridt til, at samfundet kan gå i en mere human retning og en retning mod mere lighed i samfundet, siger Anne Mette Omø Carlsen.

Det var ventet på forhånd, at søndagens eftermiddagsmøde i hovedbestyrelsen ville blive en formssag for Johanne Schmidt-Nielsen og Frank Aaen.

De har løbende orienteret hovedbestyrelsen om resultaterne af forhandlingerne og fået mandat til at fortsætte.

- Vi synes, at vi har opnået en række gode resultater, hvor vi har sat fingeraftryk, siger gruppeformand og hovedbestyrelsesmedlem Per Clausen.

På grund af lovbehandlingen skal partierne først formelt stemme om finansloven i folketingssalen til januar.

/ritzau/

Regeringen sikrer sig flertal bag sin første finanslov. Det venstreorienterede støtteparti siger officielt ja.

Offentliggjort Sidst opdateret