EL frygter fleksjobforringelser

Advarslen kommer, efter at SF's formand, udenrigsminister Villy Søvndal, har sagt, at ikke blot skal højtlønnede i fleksjob regne med at blive beskåret, også børnechecken skal indrettes, så den ikke længere sendes i lommerne på velstillede børnefamilier.

Ifølge Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, er forslaget om at skære i fleksjobordningen imidlertid udtryk for diskrimination af mennesker med nedsat arbejdsevne.

Meningen med fleksjobordningen er at sikre disse mennesker nogenlunde samme lønforhold som andre med tilsvarende job, mener Per Clausen:

- Villy Søvndal glemmer, at selve ideen med fleksjob er at skabe ligeværdige forhold for vores handicappede medborgere. SF's forslag er et kvantespring tilbage for ligestillingen for handicappede på arbejdsmarkedet, siger Enhedslistens gruppeformand og fortsætter:

- Det her forslag er ren diskrimination af handicappede på arbejdsmarkedet og et historisk tilbageskridt for ligestillingen på arbejdsmarkedet.

- Jeg må indrømme at jeg er lettere målløs over at høre sådan en udmelding fra en SF-formand. Villy Søvndal skylder et svar på, hvilke faggrupper der skal rammes af forringelsen. Skal gymnasielæren eller smeden på fleksjob se frem til en lønnedgang?

Per Clausen henviser til, at der allerede eksisterer et loft over, hvor meget tilskud der gives til mennesker i fleksjob.

- Vi accepterer fuldt ud, at den tidligere regering efterlod en stor regning, som skal betales. Men at Villy Søvndal vil lade handicappede på fleksjob samle den regning op, kan umuligt være SFs politik, siger Enhedslistens gruppeformand.

/ritzau/

Foto: Jens nøRgaard Larsen /Scanpix

Enhedslisten advarer regeringen mod at forringe fleksjobordningen for de højestlønnede.

Offentliggjort Sidst opdateret