EL jubler over SF-melding om kontanthjælp
Enhedslisten frydes over, at SF's nye formand, Annette Vilhelmsen, ikke mener, at en lavere kontanthjælp vil bringe folk tættere på arbejdsmarkedet.
Ifølge Jyllands-Posten afviser Vilhelmsen at bringe kontanthjælpsydelserne i spil, når regeringen i den kommende tid skal forhandle en kontanthjælpsreform på plads.
Hun siger til avisen:
- Jeg er ikke tilhænger af det incitament, der handler om, at jo mindre folk får, jo tættere vil de nok komme på arbejdsmarkedet.
Meldingen bringer den nykårede formand på direkte kollisionskurs med regeringens socialdemokratiske beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, der tidligere har fastslået, at unge på kontanthjælp "saftsuseme skal tage en uddannelse", hvis de har deres ydelser kært.
Tonerne fra SF-formanden bringer glæde og varme ind i Enhedslistens stuer.
- Jeg hører Annette Vilhelmsen sige, at vi ikke skal skære i de 25-30-åriges ydelser, og at kontanthjælp ikke skal bruges som spareobjekt, siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl.
- Det lyder som en rigtig god idé. Den passer godt med det, vi gerne vil, og vi bakker naturligvis fuldt ud op om den melding, siger han.
Samtidig vækker Vilhelmsens melding håb i Enhedslisten om, at regeringen vil se til venstre side i folketingssalen, når der skal laves en kontanthjælpsreform, siger Christian Juhl.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, lader sig ikke rokke af den nye SF-formands kritik og fastholder, at "vores holdning er, som Mette Frederiksen siger".
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker