EL kalder Løkke i samråd om landbrugspakken
Hvis Løkke har været involveret i at fifle med tal, bør tilliden til ham ryge, mener Enhedslisten.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal stå skoleret i sagen om den omstridte landbrugspakke.
Det mener Enhedslisten, der kalder Løkke i samråd på baggrund af en artikel fra Berlingskes torsdagsavis, der beskriver, hvordan regeringstoppen angiveligt pressede embedsmænd i Miljø- og Fødevareministeriet til at favorisere landbruget mest muligt.
- Vi vil gerne have statsministeren i samråd for at høre, hvor meget han har vidst i den her sag, siger Enhedslistens miljøordfører, Maria Reumert Gjerding.
Berlingske skriver, at embedsmænd i Miljø- og Fødevareministeriet over flere måneder blev indkaldt til en række møder med statsministeren og flere af hans topembedsmænd.
Og hvis det viser sig at være sandt, at statsministeren og resten af regeringstoppen har været dybt involveret i sagen om landbrugspakken, bør det få fatale følger for Lars Løkke Rasmussen, mener Maria Reumert Gjerding.
- Hvis det viser sig, at denne vildledning kommer fra partitoppen og Lars Løkke Rasmussen, har vi svært ved at se, at man stadig kan have tillid til statsministeren.
Berlingske har talt med centrale kilder, der uden at ville stå frem med navn fortæller, at Venstre pressede embedsmændene for at slække på pakkens miljøvenlige tiltag.
- På flere møder udsatte Venstre-folkene embedsmændene for vedvarende skeptiske spørgsmål om, hvorfor man ikke bare kunne gennemføre 16-punktsplanen uden at kompensere med andre miljøvenlige indsatser, lyder det fra en anonym kilde til avisen.
- Det var et ret usædvanligt forløb. Opfattelsen i ministeriet undervejs i forløbet var, at det sværeste ved landbrugspakken var at få den igennem Venstre-ministrene og Venstres folketingsgruppe.
Sagen om landbrugspakken endte med at koste Eva Kjer Hansen jobbet som miljø- og fødevareminister.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker