EL kræver besked om Roskilde Bank-regning

Enhedslisten kræver en forklaring fra økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) på, hvorfor skatteyderne er endt med en tocifret milliardregning for redningen af Roskilde Bank.

Kravet kommer, efter at det er kommet frem, at statens tab bliver langt større end forudset, da banken tilbage i august 2008 blev overtaget af Nationalbanken og Det Private Beredskab. Indtil videre har nedskrivningen rundet de 10 milliarder kroner.

- Enhedslisten stemte sidste år som det eneste parti imod overtagelsen af Roskilde Bank - netop fordi vi frygtede, at skatteyderne skulle betale for spekulanternes tab. Nu viser det sig, at vi havde ret, siger Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, som kalder Lene Espersen i samråd i Folketingets erhvervsudvalg

- Politikerne i de andre partier blev snydt af finanssektoren. Landets øvrige banker, der nu igen skovler penge ind, slap med at betale en brøkdel - meget mindre end de skulle have betalt, før et flertal i Folketinget vedtog at overtage tabene i Roskilde Bank, siger Frank Aaen.

Selv om Roskilde Bank ikke tør gætte på, hvornår de massive nedskrivninger stopper, så står det imidlertid klart, at finanssektoren ikke kommer til at betale mere end de 750 millioner kroner, som Det Private Beredskab stillede til rådighed, da det sammen med Nationalbanken overtog Roskilde Bank i august 2008.

Derimod skal hver af de godt fem millioner danskere betale mere end 2000 kroner ekstra i skat som følge af Roskilde Bank-skandalen.

/ritzau/

Statens tab på Roskilde Bank bliver langt større end forudset, og skatteyderne får milliardregning. Enhedslisten kræver forklaring fra Lene Espersen.

Offentliggjort Sidst opdateret