Enhedslisten kræver en forklaring på, hvorfor Finansministeriet aldrig har orienteret Skatteministeriet om, at Københavns Lufthavnes udenlandske ejere sender milliarder af kroner i skattely på Bermuda.
Finansministeriet - som varetager statens aktiepost på 39 procent - har således kendt til selskabskonstruktionen siden 2005.
Men ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) hverken kan eller vil han reagere på oplysningerne, når der ikke er "grundlag for at antage" konstruktionen skulle være ulovlig.
Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, mener imidlertid, at oplysningerne burde have fået alarmklokkerne til at ringe i Finansministeriet.
- Når skaden er sket, bør staten naturligvis bruge alle de muligheder, man har for at presse den australske kapitalfond, der ejer det meste af Københavns Lufthavn, til at lade overskuddet beskatte i Danmark, uden at benytte sig af diverse skattefiduser, siger Per Clausen.
- Jeg vil nu have oplyst, hvorfor man ikke i det mindste orienterede Skatteministeriet om dette forhold.
- Skatteministeriet kunne både have grebet ind ved at kontrollere, om det passerede var lovligt eller taget initiativ til lovændringer, siger Enhedslistens gruppeformand.
Sagen om skattefifleriet i Københavns Lufthavne fik ellers skatteminister Peter Christensen (V) til at understrege, at der skal holdes et vågent øje med multinationale selskabers skattebetaling i Danmark.
Samlet har de australske ejere Macqaurie Airports ført 2,2 milliarder kroner i skattely, siden det overtog aktiemajoriteten i 2005.
Dermed er statskassen gået glip af 550 millioner kroner, da der ikke er betalt 25 procent i kildeskat.
Københavns Lufthavnes bestyrelsesformand, Henrik Gürtler, har fastslået, at man overholder dansk skattelovgivning til punkt og prikke.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde