Enhedslisten kræver en forklaring fra klimaminister Connie Hedegaard (K) på, om Thomas Beckers afgang fra Klimaministeriet skyldes, at han sminkede sin kalender i et forsøg på at dække over sine repræsentationsregninger.
Ifølge Ekstra Bladet var repræsentanter for Personalestyrelsen og Kammeradvokaten inde over sagen, inden Connie Hedegaards topforhandler valgte selv at sige sit job op.
Enhedslistens klimaordfører, Per Clausen, mener, at sandheden om Thomas Beckers afgang nu en gang for alle bør komme på bordet, efter at rygterne de seneste dage har svirret i en tæt strøm fra både Klima- og Statsministeriet.
- Hvis det er rigtigt, at både Kammeradvokaten og Personalestyrelsen har været involveret, må det jo enten skyldes, at sagen er mere alvorlig end hidtil antaget, eller at nogen har forsøgt at dramatisere sagen ud over, hvad den kan bære, siger Per Clausen.
Ekstra Bladet skriver, at Thomas Becker ændrede kalenderen, da han erfarede, at Danmarks Radio (DR) havde søgt aktindsigt i hans udgifter til rejse og repræsentation. Thomas Becker havde allerede den 13. marts fået en skriftlig advarsel af Klimaministeriets departementschef, Thomas Egebo, for rod i rejseafregningerne. Da departementschefen erfarede, at Thomas Becker havde fiflet med kalenderen, så den så bedre ud i forhold til rejseafregningerne, indkaldte departementschefen repræsentanterne for Personalestyrelsen og Kammeradvokaten til at se på sagen.
Sagen skal have været medvirkende til, at Klimaministeriets topforhandler i sidste uge sagde op trods den korte tid til det store klimamøde i København.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker