EL kræver garanti mod SU-nedskæringer på finanslov
Pernille Skipper kræver, at regeringen vil give en garanti for, at der ikke bliver skået i SU'en de næste fire år. Det siger hun forud for onsdagens forhandlinger om næste års finanslov. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Pernille Skipper vil have regeringen til at understrege, at der ikke bliver skåret i SU'en de næste fire år.
Enhedslisten vil have finansminister Nicolai Wammen (S) til at garantere, at der ikke bliver skåret i SU'en i hele den nuværende regeringsperiode.
Det siger Pernille Skipper, politisk ordfører i Enhedslisten, onsdag morgen, hvor hun er i Finansministeriet for at fortsætte forhandlingerne om næste års finanslov.
Selv om regeringen ikke har lagt op til at pille ved SU'en, vil hun have fuldstændig sikkerhed for, at det ikke kommer til at ske.
- Vi har hørt nogle forslag fra forskellige sider om at omlægge SU'en til et lån. Det vil have nogle store sociale konsekvenser og afholde nogle fra at tage en lang videregående uddannelse, fordi de kommer ud med en stor gæld, siger hun.
- Forhåbentligt er det helt nemt for regeringen at få lagt den i graven, og så har vi en garanti for det. Men vi synes, det er vigtigt at understrege, at det kommer ikke til at ske.
Enhedslistens krav til finansloven kommer, to uger efter at to medlemmer af hovedbestyrelsen i Socialdemokratiets ungdomsorganisation, DSU, i et debatindlæg i Berlingske har foreslået, at gøre SU'en på kandidaten til et rentefrit lån.
Det frygter Enhedslisten var en slags "prøveballon".
Onsdagens forhandlinger omhandler uddannelse og kultur, hvor regeringen ud over en garanti for ikke at indføre nedskæringer på SU'en vil blive mødt af en række krav.
Blandt andet vil støttepartierne, som ud over Enhedslisten tæller SF og De Radikale, have afskaffet uddannelsesloftet og fjernet omprioriteringsbidraget fra kulturområdet, som pålægger områder af kulturen at spare to procent om året.
I forslaget til finanslov lægger regeringen op til, at det kun er støtten til kunstuddannelser og højskoler, som bliver friholdt omprioriteringsbidraget. Men Enhedslisten vil have det helt sløjfet.
- Vi synes, at det skal være på alle områder. Det har stor betydning for vores kultur, at der bliver skåret hvert eneste år, og det skal vi have ændret på, siger Pernille Skipper.
Enhedslisten vil også have sløjfet næste års besparelser på DR, som i forbindelse med det seneste medieforlig er blevet pålagt at spare 20 procent. Det har medført to sparerunder.
Den første sparerunde, som har krævet besparelser på 420 millioner kroner, er allerede effektueret, mens DR i den anden sparerunde skal spare 255 millioner kroner.
Seneste artikler
Færre tog mellem Falster og Sjælland i mindst en uge
Nu er broklapperne klar til sejlerne
Forsøgte at aflive hængebugsvin med haglgevær
Skiveskårne champignoner tilbagekaldes efter fund af listeria
Forsvarer i yacht-sagen: - Jeg synes, det er en forkert dom
Mest læste artikler
Familien reddede sig ud af brændende hus
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Lang kø til åbning af butik
Efter traktorulykke: Her er politiets formodning