EL kræver kraftigere reaktion mod Israel

Danmark skal reagere langt kraftigere mod Israels godkendelse af nye bosættelser på den besatte Vestbred.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger Enhedslistens udenrigsordfører, Christian Juhl.

Godt nok skal den israelske ambassadør i København mandag forklare sig i det danske udenrigsministerium. Og Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har rettet kritik af planerne om at udvide de kontroversielle bosættelser. Men Danmark bør gå videre.

- Han skal gå videre og prøve at få sine kolleger i EU til at gå videre og sætte handling bag ordene. Hvis EU-landene er enige om en protest, kunne de fastfryse den særlige samarbejds- og handelsaftale, som EU har med Israel, siger Christian Juhl.

- Det ville gøre lige så stort indtryk som Israels anden aktion, hvor de indefryser skattemidler til palæstinenserne, siger Christian Juhl.

Også Sverige, Storbritannien og Frankrig har indkaldt de israelske ambassadører.

Villy Søvndal kritiserer mandag, at "Israel reagerer ulovligt, når det udvider opførelsen af ulovlige bosættelser på palæstinensisk land i Øst-Jerusalem og på Vestbredden som reaktion på beslutningen i FN's Generalforsamling om at tildele Palæstina status i FN som observatørstat."

- Israels beslutning om med flere ulovlige bosættelser at straffe præsident Abbas og hans palæstinensiske selvstyre er en meget trist og skadelig reaktion.

- Den gør det vanskeligt at se en sammenhæng mellem Israels udtrykte mål om en tostatsløsning og en politisk vilje til at ville den, siger Søvndal i en pressemeddelelse.

/ritzau/