EL kræver Storkorset tilbage fra konge

Enhedslisten kræver, at Dronningen nu tilbagekalder den orden - Storkorset af Dannebrog - hun tidligere på året tildelte Bahrains konge.

Kravet kommer, efter at en appeldomstol i Bahrains hovedstad, Manama, har stadfæstet livstidsdommen mod den danske menneskerettighedsaktivist Abdulhadi al-Khawaja.

- Jeg forventer, at den fungerende og den kommende udenrigsminister fordømmer sagen og lægger maksimalt pres på Bahrains konge for at få omstødt dommen, siger Enhedslistens udenrigsordfører Christian Juhl.

- Dronningen skal tilbagekalde sin orden, som hun i februar har givet Bahrains konge. Det kan ikke passe, at en mand der står bag mord, undertrykkelse og nu også en uretfærdige livstidsdom til en dansk statsborger, samtidig kan pynte sig med en dansk hædersbevisning, siger Christian Juhl.

Den 50-årige Abdulhadi al-Khawaja, som har dansk statsborgerskab, blev anholdt sidste år i april og efterfølgende kendt skyldig i seks forskellige anklagepunkter, der blandt andet omfatter forsøg på at vælte regimet og kongefamilien og med magt forsøge at ændre forfatningen og indføre en republik.

Dronning Margrethe tildelte kong Khalifa Danmarks næsthøjeste orden ved et officielt besøg i februar. Blot to uger efter rykkede "Det Arabiske Oprør" ind i Bahrain, men kongen svarede hårdt igen mod demonstranterne, og flere blev dræbt.

Dronningen og regeringen er siden blevet kritiseret for at se stort på dansk udenrigspolitik og værdier som demokrati og menneskerettigheder.

SF lovede inden folketingsvalget, at en kommende rød regering vil sætte en stopper for dronningens hæder af diktatorer.

Ifølge Henning Fode, kabinetssekretær i det danske kongehus, er hoffet i tæt kontakt med udenrigsministeriet om, hvad der skal ske med ordenen.

- Der er begrænsninger på, hvad man kan foretage sig i øjeblikket, hvor der formentlig er en ny regering på vej, siger han og fortsætter:

- Jeg vil bestemt ikke afvise, at en ny minister vil tage det her spørgsmål op til overvejelse.

/ritzau/

Dronningen må kræve Storkorset af Dannebrog tilbage fra Bahrains konge efter dom over dansker, mener EL.

Offentliggjort Sidst opdateret