EL: MRSA-handlingsplan løser ikke det egentlige problem
Enhedslisten mener ikke, at fødevareministeren løser MRSA-problemet med sin nye handlingsplan.
Fødevareminister Dan Jørgensens (S) udkast til, hvordan landbruget bedst muligt bekæmper den resistente MRSA-bakterie, løser ikke det grundlæggende problem.
Det mener Enhedslistens fødevareordfører Per Clausen. Han mener, at der skal helt andre greb til end fødevareministerens krav om at reducere antibiotikaforbruget med 15 procent de kommende tre år.
- Således følger ministeren ikke forslaget fra sin egen ekspertgruppe om at hæve fravænningsalderen for smågrise til minimum 28 dage, hvilket ellers ville reducere behovet for anvendelse af antibiotika og zink i svineproduktionen markant, siger Per Clausen i en kommentar.
Han hævder, at ministeren må have opgivet troen på at udrydde MRSA i de danske svinebesætninger.
- Det er med til at reducere ambitionsniveauet, at man stadig ikke inddrager de samfundsøkonomiske konsekvenser af en fortsat spredning af MRSA-bakterien i Danmark.
- Her er formodentlig tale om udgifter, som langt overstiger de småpenge, som man i planen lægger op til at bruge for at stoppe spredningen af MRSA-bakterien, siger Per Clausen.
Fødevareministerens udkast er ikke endeligt. Dan Jørgensen indleder nu politiske forhandlinger med Folketingets partier om en fireårig handlingsplan.
- Udviklingen af husdyr-MRSA viser, at der er behov for, at vi skærper indsatsen.
- Desværre findes der ingen snuptagsløsninger, der kan få problemet til at forsvinde i morgen. Derfor lægger jeg nu op til en bred politisk aftale om en langsigtet bekæmpelsesstrategi, siger Dan Jørgensen.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde