Nazister og andre ekstremister skal have hjælp til at komme ud af de miljøer, hvor disse holdninger trives, før holdningerne omsættes i voldelige handlinger.
Det mener Enhedslisten, som blandt andet har hentet inspiration til sit forslag i den exitstrategi for bandemedlemmer, der er indført i Københavns Kommune.
I en nyhedsmail konstaterer partiets rets- og socialordfører, Line Barfod, at det er nødvendigt at stoppe fødekæden til den voldelige ekstremisme.
- Når først en person er kommet så langt ud, at vedkommende fremstiller bomber og udøver vold, er det en sag for politi og efterretningstjeneste. Vores mål er at sikre, at det slet ikke kommer dertil, siger Line Barfod.
Ifølge Barfod skal en exitstrategi samtidig sikre, at ekstremister igen får mulighed for at blive en del af samfundet.
- Vi skal fokusere på at forebygge frem for at skærpe straffene og øge overvågningen og kontrollen, mener Line Barfod.
Enhedslisten vil afsætte 10 millioner kroner om året i de næste tre år til en exitstrategi.
Strategien skal også rumme et tilbud om rådgivning til både professionelle og pårørende.
Partiets gruppeformand, Per Clausen, mener, at der er flere lighedspunkter, som gør det relevant at inddrage de erfaringer, som København har gjort med en exitstrategi for bandemedlemmer.
- Vi skal jo starte et sted, og hvis indsatsen bare kan forebygge ét voldeligt anslag, er pengene givet godt ud.
Ifølge Per Clausen er Enhedslistens udspil i princippet møntet på enhver form for ekstremisme.
- Jeg vil ikke afvise, at der også kan findes ekstremister, der definerer sig selv som venstreorienterede. Men lige nu føles det naturligt at rette fokus mod højrefløjen, der tidligere har stået for voldelige aktioner og for trusler, som i flere tilfælde var rettet mod vores medlemmer, slutter gruppeformanden.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker