EL og SF går med på ophævning af clearing i koranlovafstemning

Pia Olsen Dyhr (SF) siger nu ja til at ophæve clearing i koranlovafstemning. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Syv partier er nu klar til at møde fuldtallige op ved afstemning om lov, der skal forhindre koranafbrænding.

Offentliggjort Sidst opdateret

Også Enhedslisten og SF er med på at ophæve clearingsaftalen i forbindelse med den kommende afstemning om koranloven, som fem blå partier meldte ud tidligere tirsdag.

Det skriver Pelle Dragsted (EL) og Pia Olsen Dyhr (SF) på det sociale medie X, der tidligere hed Twitter.

- Vi støtter ophævning af clearinger, skriver Pelle Dragsted, hvortil Pia Olsen Dyhr svarer:

- SF ligeså.

En clearing er en uformel aftale mellem partierne, der sikrer, at medlemmer kan blive væk fra afstemninger, uden at det ændrer på et eventuelt flertal.

Medlemmerne kan dermed bruge tiden på andet arbejde.

Partierne Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige meddelte tirsdag morgen, at de vil møde fuldtalligt op i salen ved afstemningen.

Det tvinger langt flere fra regeringen til at møde op og stemme end ellers planlagt.

/ritzau/