EL: Pind må undersøge ulovlige afslag

Enhedslisten kritiserer integrationsminister Søren Pind (V) for ikke at ville rette op på tidligere fejl i forbindelse med afslag på opholdstilladelse til udlændinge, som har været sendt på såkaldte opdragelsesrejser i udlandet.

Kritikken kommer, efter at Søren Pind er blevet tvunget til at gøre det lettere for de unge udlændinge fremover at vende tilbage til Danmark. En beslutning som imidlertid ikke betyder, at integrationsministeren har tænkt sig at gennemgå tidligere sager. Og det støder Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

- Når Integrationsministeren nu ændrer praksis, så må han selvfølgelig også se på, om der har været tidligere sager, hvor myndighederne har givet et ulovligt afslag på opholdstilladelse, siger Johanne Schmidt-Nielsen og fortsætter:

- Det viser jo, at Søren Pind reelt ikke tager menneskerettighederne særligt alvorligt. I stedet burde han straks nedsætte en arbejdsgruppe, som kunne gennemgå de lignende sager og finde ud af, om der unge mennesker som har fået sådanne afslag.

Integrationsministerens beslutning skyldes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i juni underkendte Danmarks beslutning om at nægte den somalisk kvinde, Sahro Osman, opholdstilladelse, efter at hun som 15-årig var blevet sendt på genopdragelsesrejse til Kenya af sine forældre.

Årsagen var, at hendes opholdstilladelse var i mellemtiden udløbet.

Ifølge integrationsministeren kan udlændingemyndighederne imidlertid ikke udskille, om der er andre tidligere sager, hvor dommen ville have haft betydning, og som derfor bør genoptages.

Den nu 23-årige Sahro Osman har levet under jorden i Danmark de seneste fire år.

/ritzau/

Integrationsministeren tvinges til at lempe udlændingeregler. EL kræver undersøgelse af tidligere afgørelser.

Offentliggjort Sidst opdateret