EL: Regering skal sikre pædagog-millioner
Regeringen skal hurtigst muligt gribe fat i kraven på landets kommuner og kræve, at de lever op til løftet om flere pædagoger i landets daginstitutioner.
Under sidste års finanslovforhandlinger fik Enhedslisten trumfet en pulje på 500 millioner kroner til bedre normeringer i daginstitutionerne igennem.
Men nu viser en undersøgelse fra pædagogernes fagforbund, Bupl, at kun en tredjedel af kommunerne foreløbig har tænkt sig at bruge alle pengene på daginstitutionsområdet, sådan som det ellers var hensigten.
- Det er helt uacceptabelt, at kommunerne svigter den aftale som de selv har skrevet under på. Vi kæmpede benhårdt for at få afsat en halv milliard ved sidste års finanslovforhandlinger, siger Enhedslistens børne- og familieordfører Rosa Lund.
- Og dem har vi ikke tænkt os at se forsvinde i kommunernes generelle budgetter, fortsætter hun.
Løftet om den halve milliard til at ansætte flere voksne i landets daginstitutioner skulle ifølge regeringen "understøtte, at børn får en god start på livet, hvor de har en tryg hverdag og bliver set og anerkendt".
Men under sommerens forhandlinger med kommunerne blev pengenes øremærkning til pædagoger ændret til en noget bredere formulering, nemlig at de skulle "højne kvaliteten" i dagtilbuddene.
Enhedslisten er parat til at tage de 500 millioner kroner fra kommunerne, hvis de ikke dokumenteret går til flere pædagoger.
- Vi vil nu indkalde regeringen og kræve, at det bliver gjort klart for kommunerne, at det får økonomiske konsekvenser, hvis de ikke bruger pengene på mere personale, siger Rosa Lund.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned