EL retter fokus mod embedsværk i sag om børn i Syrien-lejre
Enhedslisten har tillid til udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter dagens samråd om børnene i Syrien, lyder det fra retsordfører Rosa Lund. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Rosa Lund (EL) ser nye problemer i Syrien-sag, selv om Jeppe Kofod og Trine Bramsen afviste kendskab til plan.
Enhedslisten har været det parti, der har været nok hårdest i sin kritik af udenrigsminister Jeppe Kofods (S) håndtering af situationen om de danske børn i fangelejre i Syrien.
Ved fredagens samråd i Folketingets Udenrigsudvalg sagde både Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen (S), at de ikke kendte til Islamisk Stats (IS) planer om at bortføre børn fra fangelejre i Syrien, hvor der opholder sig danske børn, inden det blev beskrevet af Ekstra Bladet i sidste måned.
Det svar fra ministrene er umiddelbart nok til at tilfredsstille Enhedslisten, men partiets retsordfører, Rosa Lund, siger, at det samtidig rejser et nyt alvorligt spørgsmål.
- Det er da et meget tilfredsstillende svar, der kommer fra både Trine Bramsen og Jeppe Kofod. De har ikke set de her oplysninger. Problemet er, at det her rejser en masse nye spørgsmål.
- Vi synes i Enhedslisten, at det er ret relevante oplysninger fra den her sag om de danske børn i al-Hol og al-Roj-lejrene i Syrien.
- Det rejser spørgsmålet om, hvor i embedsværket er det gået galt? Hvorfor er ministrene ikke blevet forelagt de her meget alvorlige oplysninger, siger Rosa Lund.
Hun hentyder til, at oplysningerne, som kom fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), har været forbi fire ministerier.
Enhedslisten vil nu have sat gang i en redegørelse for, "hvorfor de her oplysninger ikke landede på ministrenes bord".
Før samrådet lød det fra Rosa Lund til TV2, at "Jeppe Kofod hænger i en tynd tråd".
Den er i hvert fald ikke blevet tyndere, lyder det nu.
- Vi har tillid til Jeppe Kofod for nuværende. Men det har ikke ændret sig, at vi har et rimelig anstrengt forhold til Jeppe Kofod, fordi vi er meget utilfredse med håndteringen, siger Rosa Lund.
Inden Rosa Lund kom ud fra samrådet, gav Jeppe Kofod en kort kommentar.
Her blev han spurgt ind til, at Enhedslisten har udtrykt, at partiet kun har meget lille tillid til ham.
- Jeg kommer ikke til at gå ind i spekulationer om, hvad der er blevet sagt fra andre partier i forholdet til mig.
- Jeg har et godt samarbejde med Enhedslisten, som jeg sætter pris på, og også et godt samarbejde med Folketingets partier, sagde han.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde