Enhedslisten gør det nu klart, at Socialdemokraterne og SF må gå forgæves efter støtte til de to partiers boligpakke efter en eventuel valgsejr.
Enhedslistens boligordfører, Frank Aaen, opfordrer således Socialdemokraterne og SF til at opgive "kampen om at lefle for boligejerne".
- Det er helt ude i skoven at ville give nye skattelettelser til boligejerne. Der er ingen gruppe i samfundet, der i de seneste år har fået større gaver af regeringen, siger Frank Aaen.
- Det nye forslag, som S og SF nu bakker op om, tilgodeser oven i købet boligejerne med de aller største villaer mest, tilføjer han.
Socialdemokraterne vil lade nye boligejere slippe for at betale tinglysningsafgift et år frem i tiden, fritage dem for grundskyld og give dem en skatterabat på 15.000 kroner, hvis de køber en bolig til over to millioner kroner.
Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, opfordrer tirsdag statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at skabe sikkerhed om boligmarkedet ved at lave en bred politiske aftale om boligpakken.
Men Enhedslistens boligordfører advarer om, at boligpakken bare vil puste boligboblen op igen.
- Det er velkendt, at skattelettelser for boligejerne straks medfører prisstigninger fordi skattefordelen indregnes i hvor meget en bolig kan sælges til.
- Det er dem, der sælger, der scorer gevinsten - ikke de familier som skal ind på boligmarkedet, siger Frank Aaen og fastslår.
- Socialdemokraterne og SF skal ikke regne med vores stemmer til nye ufinansierede skattelettelser til de rigeste boligejere - så det bliver en af de ting vi kommer til at diskutere efter et valg.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde